Vis det fulde website

PolicyWatch

Wammen overtager Bødskovs forhandlinger om grønne biler

Skatteministeren må opgive at lave en aftale om grønne biler. Forhandlinger er flyttet til Finansministeriet.

Foto: Philip Davali

Efter næsten to måneders forhandlinger har skatteminister Morten Bødskov (S) droppet at lande en bred politisk aftale om flere grønne biler på de danske veje i 2030.

Det skriver Berlingske.

I stedet overtager finansminister Nicolai Wammen (S) forhandlingerne, som kommer til at indgå i forhandlingerne om næste års finanslov.

Det oplyser Skatteministeriet til Berlingske, dog uden at uddybe yderligere.

Ifølge regeringens støtteparti SF er det dog primært fordi, at partierne ikke kan blive enige om finansieringen bag ambitionen om at få flere grønne biler på vejene.

For et par uger siden gik Venstre, De Konservative sammen om et krav om, at der i 2030 skal være en million flere el- og plug-in-hybridbiler i Danmark.

Målet skal nås via reformer og ved at bruge af råderummet.

SF og Enhedslisten deler ambitionsniveauet, men er ikke enig i forslaget til finansiering.

- Tingene bliver tit lukket i finanslovsforhandlingerne, når de strander på den måde, som det er gjort her. I det her tilfælde er det en direkte konsekvens af, at de Radikale har giftet sig med Venstre og de Konservative med hensyn til, at vi skal bruge velfærdskroner på bilerne, siger SF's klimaordfører, Signe Munk.

I sit oprindelige udspil lagde den socialdemokratiske regering op til, at der skal være 500.000 flere elbiler og hybridbiler i Danmark i 2030.

Eldrup-kommissionen, som har set på, hvordan man kan skrue på bilafgifterne og gøre bilparken mere grøn, foreslog 750.000 elbiler.

I løbet af forhandlingerne har regeringen dog hævet ambitionsniveauet og senest har det lydt, at regeringen er villig til at gå med til 700.000 flere grønne biler.

Om det lykkes at lave en aftale i forbindelse med finanslovsforhandlingerne vil de kommende uger vise. Finanslovsforslaget skal nemlig vedtages i Folketingssalen inden årets udgang.

Modtag nyhedsbreve fra PolicyWatch

OBS: Det er gratis at modtage nyhedsbrevet.

Mere fra PolicyWatch

Job

Se flere jobs