Vis det fulde website

PolicyWatch

Dansk Byggeri: Særskat på ejendomme tikker yderligere opad i år

Kommuner henter i 2020 dækningsafgift for 2,249 mia. kr. hos danske virksomheder, viser analyse fra Dansk Byggeri. Seks kommuner har ellers sænket afgiften, men alligevel er det samlede beløb større end sidste år.

Randers Kommune er blandt de kommuner, som i 2020 har sænket dækningsafgiften, den særlige afgift på erhvervsejendomme. | Foto: PR/Randers Kommune

Det er fortsat et anseeligt beløb, kommunerne henter i dækningsafgift hos landets virksomheder, skriver Licitationen – Byggeriets Dagblad.

Det samlede provenu forventes at lande på 2,249 mia. kr. mod 2,245 mia. kr. i 2019, viser en ny analyse fra Dansk Byggeri

Dækningsafgiften er en skat på erhvervsbygninger, og selvom Ringsted Kommune har valgt at droppe opkrævningen fra 2020, yderligere seks kommuner har valgt at sænke dækningsafgiften i år, og ingen kommuner hæver den, skal virksomhederne faktisk punge lidt flere penge ud sammenlignet med sidste år.

"Vi synes grundlæggende, at det er en dårlig afgift, fordi det er en skat på at udøve erhvervsaktivitet. Man plejer at have skat på det, man vil have mindre af og ikke det, man gerne vil have mere af. Derfor er det en dårlig og også en konkurrenceforvridende skat," siger erhvervspolitisk direktør i Dansk Byggeri, Torben Liborius.

Han fortæller, at provenuet stort set har været nedadgående i flere år, mens det altså nu ser ud til at gå den anden vej.

Fra 2012 til 2020 er provenuet fra dækningsafgiften faldet med 600 mio. kr.

Opkrævningen er især centreret omkring Hovedstadsområdet. Alene Københavns kommune opkræver 43 pct. af det samlede provenu på landsplan. Det er en gentagelse af billedet fra sidste år.

Kommunernes Landsforening, KL, mener, det er op til de enkelte kommuner at beslutte, om de vil opkræve dækningsafgift. Det er ikke lykkedes Licitationen - Byggeriets Dagblad at få en kommentar fra Københavns Kommune.

(Denne artikel er formidlet af Ritzaus Bureau på vegne af Licitationen.)

Syv kommuner sænker skat på firmaejendomme

Investorer glæder sig over udsigten til lavere skat på mursten

Kommuner tidobler sænkning af skat på mursten 

Mere fra PolicyWatch