Vis det fulde website

PolicyWatch

Professor om udligningsreform: Det er et kaotisk forløb

Politikerne bør efterhånden sparke ambitionen om at lave en udligningsreform til hjørne, mener professor.

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). | Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

Regeringen skal til at have fart på, hvis det skal lykkes at lande aftale om en udligningsreform, som kan virke på de kommunale budgetter for næste år.

Men processen er ved at udvikle sig kaotisk, mener professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet Per Nikolaj Bukh, som har særlig kendskab til kommunal udligning.

"Det har været usædvanligt, at man har holdt kortene så lukket, og det har også været direkte årsag til, at processen har været rodet og kaotisk," siger Per Nikolaj Bukh. 

Han henviser til, at der stadig er uklart, hvorfor nogle kommuner vinder på regeringens udligningsreform, mens andre taber. Ingen kan få adgang til regeringens beregninger. 

"Materialet er lagt drypvis frem og under pres – og der er jo stadig komponenter, vi ikke kender i detaljer," siger professoren.

Faktisk er det kommer dertil, at regeringen bør vente med at lave en stor reform af systemet, mener han. 

"Vi nærmer os en frist. Der bør snart være nogle ansvarlige politikerne, som skyder det til hjørne," siger Per Nikolaj Bukh.

I stedet bør embedsmænd og eksperter få et års tid til at analysere systemet og fremlægge en model, som man kan diskutere på et informeret grundlag.

"Og selv om det er frygtelig pinligt, må man bide det i sig og erkende, at det atter en gang er kikset, og at man simpelthen må gøre det ordentligt."

Dropper ikke reform

Socialdemokratiets finansordfører afviser, at der skulle være nogen som helst grund til at droppe en ny udligningsreform, allerede 14 dage efter at udspillet blev præsenteret. 

"Vi har lagt vores udspil frem for to uger siden, og den ene uge har været en vinterferie. Jeg tror aldrig, at man har kunnet lande en sådan aftale på så kort tid," siger Christian Rabjerg Madsen. 

"Vi forhandler på livet løs og har også forhandlingsmøder de kommende dage, og jeg har meget svært ved at se fornuften i Per Nikolaj Bukhs idé om at udskyde," siger han. 

Torsdag måtte regeringen blandt andet rette en fejl, som ifølge Politiken betyder, at regningen til hovedstadskommunerne bliver 207 millioner kroner større, end det fremgik af udspillet, som blev præsenteret for godt to uger siden. 

Det skyldes ifølge Social- og Indenrigsministeriet, at man har valgt at bruge et gennemsnit af nedgangen i befolkningstallet i de sidste tre år. 

Det har man gjort, fordi tilskuddet til kommunerne for fraflyttede borgere har svinget meget over årene.

Flere borgmestre har kritiseret udspillet. Særligt de kommuner, som står til at afhænde penge, har givet deres mening til kende om udligningsreformen.

Det er i høj grad for at præge forhandlingerne, forklarer Roger Buch, der er kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

"Når borgmestrene både på modtagersiden og betalingssiden udtaler sig højlydt, så er det alt sammen politisk retorik og et forsøg på at lægge pres på de her forhandlinger," siger Roger Buch.

Det er blandt andet Gentofte og Frederiksberg Kommune, som skal til lommerne. 

Gentofte står til at betale 343 millioner kroner årligt til udligning, mens Frederiksberg skal op med 142 millioner kroner, viser de seneste tal fra Social- og Indenrigsministeriet. 

Roger Buch, pointerer, at der er intet, der endnu ligger fast, før der er en endelig aftale på plads.

"Det der foregår i offentligheden lige nu, er i høj grad teatertorden både fra den ene og anden side. Der er intet af det her, der har konsekvenser før 2021," siger han.

Udligningsregning til hovedstaden bliver 207 millioner større

Minister sender beklagelse til alle partier i sag om udligningsreform

Regeringen får kritik for mangelfulde data om udligning 

Mere fra PolicyWatch