Vis det fulde website

PolicyWatch

Radikale slækker på krav om mere udenlandsk arbejdskraft

At få sænket beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft er ikke længere et krav fra De Radikale, der nu forsøger en anden tilgang. Meldingen fra Socialdemokratiet er positiv.

Foto: Niels Christian Vilmann//

De Radikale vil ikke længere gå ind til finanslovsforhandlingerne med et krav om at få sænket grænsen for, hvor meget medarbejdere skal tjene, hvis virksomhederne henter dem fra et land udenfor EU.

Det skriver Altinget.

"Metoden kunne i stedet være, at man simpelthen bare siger, at virksomheder med overenskomst kan ansætte folk i faglærte stillinger, hvis bare de betaler dem den samme løn og giver dem samme vilkår, som hvis de havde ansat en dansk faglært," siger Morten Østergaard, der er partileder for De Radikale, til mediet.

Forslaget kommer i erkendelse af, at hverken Socialdemokratiet, SF eller Enhedslisten har appetit på at sænke beløbsgrænsen. De to sidstnævnte er dog heller ikke begejstrede for det nye forslag, fortæller de til Altinget.

Omvendt ser Socialdemokratiet rimelig positivt på de nye tanker fra De Radikale. Finansordfører Christian Rabjerg Madsen roser, at partiet har droppet kravet om at sænke grænsen for mindstebeløbet og lover, at man i stedet vil kunne diskutere andre løsninger.

Mere fra PolicyWatch