Vis det fulde website

PolicyWatch

Ny shippingformand lægger afstand til CO2-kvoter for skibe

EU-Kommissionen vil foreslå at lægge shippingindustrien ind under EU's kvotesystem for at reducere udslippet af CO2. ECSA's kommende formand Claes Berglund er uenig i, at det er en god idé.

Claes Berglund er direktør for Public Affairs hos Stena. Fra nytår bliver formand for den europæiske shippingorganisation ECSA. | Foto: PR/ECSA

BRUXELLES

EU's MRV-lovgivning, der kræver, at shippingvirksomheder måler deres CO2-udledning, fungerer efter hensigten.

Det mener i hvert fald Claes Berglund, der er direktør for Public Affairs hos Stena, og som fra nytår er formand for den europæiske shippingorganisation ECSA.

Vi har hver dag folk på vores færger, der spørger os, hvad deres fodaftryk er, hvis de bruger vores færger.

Claes Berglund, kommende ECSA-formand

"Det gør vores emissioner meget gennnemsigtige, og vi føler allerede meget stærkere pres fra kunder og andre interessenter (...), og jeg tror, vi vil se en stigning der," sagde han torsdag til et arrangement i Europa-Parlamentet og fortsatte:

"Vi har hver dag folk på vores færger, der spørger os, hvad deres fodaftryk er, hvis de bruger vores færger."

ECSA og det danske medlem af Europa-Parlamentet, Pernille Weiss (K), havde inviteret til en diskussion om, hvordan shippingbranchen kan nå sit mål om minimum at halvere sit CO2-udslip i 2050, som er fastsat i IMO.

Den første af to faser

Mens Claes Berglund fremhævede MRV-reguleringen som noget, der hjælper med at sænke emissionerne, var han omvendt ikke meget for forslaget om, at shippingindustrien skal omfattes af EU's CO2-kvotesystem.

"Jeg tror, det er vigtigt at se på dette (arbejdet med at nedbringe CO2-udslippet, red) i to faser: Den første fase er stort set den, vi er i nu. Vi prøver at finde ud af, hvad shipping skal skifte over til," sagde han.

Tyske Ursula von der Leyen, der skal være den næste formand for EU-Kommissionen, har varslet, at kommissionen under hendes ledelse vil arbejde på et forslag om at få shipping ind i EU's CO2-kvotesystem.

Desuden kigger hun også på muligheden for at få indført en decideret CO2-skat i EU.

Claes Berglund sagde dog at det er for tidligt at se på den økonomiske pisk og den tilsvarende gulerod.

"Først skal vi finde løsningerne, og næste skridt er at få shipping over i de løsninger, der findes," forklarede han.

Bedre mulighed for pilotprojekter

Martin Dorsman, der er generalsekretær i ECSA, supplerede med at sige, at man gerne vil have politisk hjælp til at sikre, at der er fremgang i bestræbelserne.

Han sagde, at det for eksempel kunne være ved at gøre det muligt at køre små pilotprojekter, hvor man kan teste ny teknologi, uden at projekterne nødvendigvis skal leve op til alle de samme krav som skibene ellers skal.

Kommissionen vil være fast besluttet på at arbejde i IMO, men at prøve at gøre IMO så ambitiøs som muligt.

Sandro Santamato, chef for den maritime enhed i DG Move

EU-Kommissionen var også repræsenteret i debatten. Sandro Santamato er chef for den maritime enhed i DG Move, og han startede sit indlæg med at sige, at han ikke ville forsøge at forudsige, hvad den nye kommission kommer til at gøre.

Han ville dog godt give et bud på nogle af de tanker, der ligger bag den kommende kommissions forventede initiativer.

"Hos kommissionen ved vi, at shippingindustrien er en global industri, og vi ved, at det er at foretrække at handle på globalt niveau. Derfor kan jeg ret klart forudse, at kommissionen vil være fast besluttet på at arbejde i IMO, men at prøve at gøre IMO så ambitiøs som muligt," sagde han.

Alle må hjælpe til

Sandro Santamato henviste til, at Ursula von der Leyen har varslet store ambitioner på klimaområdet og fremhævet shippingindustrien som værende vigtig i den forbindelse.

"Jeg tror, det reflekterer den generelle overvejelse, at alle sektorer er nødt til at bidrage til bekæmpelsen af klimaforandringer," sagde han.

Det er endnu ikke fastlagt, hvornår den nye kommission træder til. Oprindeligt skulle det være sket 1. november, men på det tidspunkt manglede der stadig fire kommissærer.

Nu mangler Storbritannien som det eneste land at udpege en kommissær, inden Europa-Parlamentet kan stemme om den samlede kommission, så Ursula von der Leyen og kollegerne kan komme i gang med deres arbejde.

Ny klimakommissær vil indføre CO2-kvoter for shipping 

Svensker bliver ny formand for ECSA 

De europæiske redere udpeger fem strategiske prioriteter 

Mere fra PolicyWatch